Kærlig hilsen Etty

Kærlig hilsen Etty

“Kærlig hilsen Etty” er en forestilling i ord og toner, skrevet over Etty Hillesums dagbøger og breve fra perioden 1941 til 1943.
En utraditionel fortælling fra 2. verdenskrig fortalt af Sofie Alhøj (skuespiller) og Peter Kunz (klassisk guitarist).

Om Etty Hillesum

Etty Hillesum blev født i 1914, og var Hollandsk jøde. I de sidste to år af sit liv gik hun fra at være universitetsstuderende i Amsterdam, til at sidde i transitlejr i Westerbork (Holland), for til sidst at blive kørt til Auschwitz, hvor hun omkom som 29årig. Det fascinerende ved Ettys historie er imidlertid ikke de grusomheder hun blev udsat for, men den indre forvandling som sideløbende fandt sted i hende.

Forvandlingen blev sat i gang af Julius Spier, en elev af C.G. Jung, som var flygtet fra Berlin, og som Etty mødte i Amsterdam. Mødet med ham og hans verdensforståelse, satte Etty i kontakt med en indre glæde, som ”ikke ville forlade hende” – selv efter Spiers død. Hun blev grebet af en vedholdende kærlighed til hele menneskeheden, inkl. tyskerne, som endte med at gøre hende til et lys i mørket for dem omkring sig.

Med udvalgte passager fra Ettys dagbøger og breve, akkompagneret af billeder og klassisk guitar, vil vi forsøge at vække en stemme til live fra fortiden, som udover en forunderlig og smuk historie, har et vigtigt budskab til os den dag i dag…

Medvirkende: Sofie Alhøj og Peter Kunz

Konsulenter: Dramaturg Susanne Hjelm Pedersen og Scenograf Naja Schønemann

Praktisk

Forestillingen varer ca. 60 min.

For mere information kontakt Sofie og Peter på mail: info@paasporetafstilhed.dk

Se datoer for kommende forestillinger HER