Mens vi er her

Mens vi er her

En dansk/arabisk forestilling om mod til at mødes: Mens vi er her.

Haitham al Mohammad er én af de omdiskuterede “bådflygtninge”, som har fyldt en del i medierne, den sidste tid. Han kom til Danmark i 2013, efter at have været på flugt fra krigen i Syrien i halvandet år.

Inden krigen brød ud, gik Haitham på skuespillerskole i Damaskus. Men skolen lukkede i 2011, da optøjerne for alvor tog til, og både lærere og elever blev drevet på flugt.

Haitham endte her i Danmark i oktober 2013 med en masse på hjerte, og ingen muligheder for at kommunikere det ud.

Nu, halvandet år senere, har han lært at tale dansk, og teatret er blevet hans primære vej ind i det danske samfund.

I forestillingen “Mens vi er her” står Haitham på scenen sammen med den danske skuespillerinde Sofie Alhøj.

I tæt samarbejde med Magnus Errboe og Karin Sjöholm fra Hakkehuset, bruger de to skuespillere deres personlige oplevelser og refleksioner til at skabe en forstilling med det at krydse grænser, som en gennemgående tematik. Om det så er landegrænser eller de indre barrierer, der kan gøre det svært at møde mennesker, som er anderledes end én selv.

Forestillingen skal spille på teater Momentum i Odense d. 18. og 19. september, i Silkeborg musik- og teaterhus d. 22., 24. og 25. september, og på Bådteatret i København d. 13. og 14. oktober. Flere spillesteder vil muligvis blive tilføjet.