“Hvilken frihed, der kommer til dig, når du ikke længere behøver at være noget særligt for at få en fornemmelse af identitet! Hvilken frihed, der kommer, når du får føling med den dyrebare væren, der er essensen af, hvem du er.”
– Eckhart Tolle
Eckhart Tolle var den første mystiker, jeg stødte på i mit liv. Dengang vidste jeg ikke, hvad ‘mystiker’ betød, men jeg var interesseret i meditation, filosofi og mystik i bred forstand.
Jeg tror, jeg var 20 år gammel, da jeg købte en af hans bøger som lydbog. “Lev i nuets kraft”, hed den. Den fyldte fire CD’er, og dens kapitler havde overskrifter som: “Skønhed opstår i dit nærværs stilhed” og “At opløse smertekroppen”.
Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har lyttet til de ord, men det er mange. Og de gjorde et dybt indtryk.
Jeg kan stadig huske, hvor jeg var, og hvad jeg foretog mig, da jeg hørte et af de indledende kapitler om Væren, og for første gang virkelig studsede over begrebet.
Jeg gik i Odense gågade med Tolles ord i ørerne, og med sludrende og shoppende mennesker vrimlende omkring mig, forsøgte jeg at begribe, hvad det var for en ubeskrivelig realitet, ordene pegede i retning af.
Jeg kan huske, at de vakte genklang i mig, og at jeg intuitivt vidste, at det, Tolle beskrev, var sandt for mig. Samtidig kæmpede mit sind med at få greb om det abstrakte: Hvad er denne Væren? Hvad kan det oversættes til? Mine tanker? Min vejrtrækning? Luften omkring mig?
Der gik nogle år, før ordene blev til indsigt. Det skete i forbindelse med et intenst arbejde med masker og karakterarbejde i min tid på skuespillerskolen. Det gik op for mig, at uanset hvilken maske, jeg tog på, og uanset hvilken rolle, jeg spillede, var der en del af mig, der ikke forandrede sig. Den del havde ikke noget med min personlighed at gøre. Det var noget mere universelt. En stille opmærksomhed, som bare er. Og som altid har været der, siden jeg blev født.
At opdage denne rene Væren i mig selv, var en stor erkendelse. At begynde at opfatte den som min egentlige identitet, og hvile i den, skulle blive en daglig øvelse.
